Telefon: 57 61 50 60

Akupunktur

I den fysioterapeutiske praksis benyttes akupunktur som led i behandling af muskuloskeletale smertetilstande som f.eks. uspecifikke lænderygsmerter, slidgigt i knæ og hofte samt hovedpine. Vi benytter den moderne vestlige akupunktur, som er den mest udbredte akupunkturmetode, og den metode der primært forskes videre i inden for de sundhedsfaglige professioner. Udgangspunktet for behandlingen er fortsat de traditionelle kinesiske akupunkturpunkter, men den alternative kinesiske diagnostik er erstattet af vestlig medicinsk diagnostik og neurofysiologi.

Behandlingen foregår ved at der stikkes tynde nåle ind i musklerne. Nålene stimulerer nervesystemet og denne stimulering kan medføre smertelindring, øget blodgennemstrømning og afspænding af musklerne. Under behandlingen, som ikke bør gøre ondt, føles en ”varme”, ”prikken” eller en let ”sovende” fornemmelse. Normalt indsættes 4-8 nåle i området med symptomer, smerter og funktionsforstyrrelser. Behandlingen tager ca. 15-20 minutter, og efter typisk 3-5 behandlinger kan positive effekter vise sig som bedring af nattesøvn, reduktion af smerter og bedring af fysiske funktioner.​

Der kan være bivirkninger ved behandling med akupunktur. Eksempelvis vil ca. 50 % føle træthed efter behandlingen, og symptomer kan kortvarigt blusse op. Herudover kan der opstå mindre blødninger og ved inkompetent anvendelse kan der i sjældne tilfælde ske uheld med perforering af de indre organer.

For at opnå det bedste resultat med akupunktur er det vigtigt, at akupunktur anvendes ved veldiagnosticerede tilstande, og hvor man ved, at behandlingen har relevant effekt.

Din fysioterapeut tager kurser ved Dansk selskab for akupunktur i fysioterapi og kan ud fra medicinsk diagnostik vurdere, om denne behandlingsform er relevant for dig.

Akupunktur er en tillægsydelse til almindelig behandling. Det koster dermed kr. 50,- ekstra, hvis der i behandlingen benyttes akupunktur.

Følg os på Facebook​

Adresse

Nørretorv 14, 1.th, 4100 Ringsted